Musik

O sister! The women’s bluegrass collection

Bluegrass er en musikstil opstået i sydstaterne, hvor græsset i perioder antager en blå farve. Musikken er folkelig dansemusik og instrumenterne er stryge- og strengeinstrumenter: banjo, guitar, violin. I 50’erne dannede den legendariske Earl Scruggs fra North Carolina bandet Blue Grass Boys, der gjorde denne hillbillymusik meget populær. Dengang var der ikke mange kvinder, der spillede og sang bluegrass, men med årene er flere kommet til. På samlingen her kan man høre nogle af de bedste kvindelige bluegrass-musikere. Hør bl.a. Ginny Hawker og Carol Elizabeth Jones’ synge “Time is winding up”. Teksten består næsten kun af disse ord, men den er på ingen måde ensformig, for selvom det er en traditionel gospelsang bliver den sunget tostemmigt og på en helt særlig intenst, gribende og indtrængende måde.

                                                                                            

 


 

Black Rebel Motorcycle Club: B.R.M.C.

Rocken er tilbage! Efter mange års trange kår i skyggen af dance, techno, soul og r&b ser du omsider igen lyst ud for den slags musik, der bliver lavet med rigtige instrumenter og mennesker med noget på hjerte. Nye bands og solister skyder frem fra alle sider: The Calling, Ryan Adams, Pete Yorn, eller som i dette tilfælde Black Rebel Motorcycle Club, er blot nogle få eksempler. Alene navnet Black Rebel Motorcycle Club må få enhver rockelsker til at fryde sig. Det signalerer sort læder, elektrisk spade, oprør og rå attitude, kort sagt, alt hvad der kendetegner rocken, og det lever bandet da også i høj grad op til med deres herlige garagelyd. Der er dog også plads til følsomhed, ikke mindst på det smukke åbningsnummer, “Love Burns”. Alt i alt er gruppen og pladen hér et godt udtryk for rockens langsomme, men sikre tilbagekomst.

 


 

John Hiatt: The Tiki Bar Is Open

Sidste år kom det øjeblik mange John Hiatt fans havde ventet på: Den gamle mester gik i studiet med sit band, The Goners, som han ikke havde indspillet med siden 1988. Resultatet lever op til forventningerne. The Tiki Bar Is Open er en fryd for alle, som sværger til god, gammeldags rock’n’roll. Fra det første nummer, “Everybody Went Low”, til det herligt swingende og boppende titelnummer er pladen præget af stor energi og spillelyst, ikke mindst i kraft af bandet med bla. den forrygende Sonny Landreth på guitar. Teksterne kredser om det, at man pludselig ikke er helt ung mere, men alligevel ikke har mistet gnisten og modet på livet. Mørke stunder finder man dog også på pladen, for eksempel på den smukke ballade “Something Broken”. Hiatt har efterhånden en del år på bagen i musikbranchen, og man skal vare sig med at fremhæve nogen af hans plader frem for andre, men The Tiki Bar Is Open må bestemt høre til i den bedste halvdel.

 


 

Marie Frank: Vermilion

De sidste 4-5 år har fostret en strøm af nye danske kvindelige sangere og sangskrivere. En af dem som er blevet mødt med de største forventninger er den gæve jyske Marie Frank, som med Vermilion udgiver sit andet album. Debuten Ancient Pleasures blev belønnet med ikke mindre end fire ud a fem stjerner i det ansete engelske musiktidsskrift Q, så forventningerne var høje til opfølgeren. Den lever da også op til debuten, men er ikke noget stort skridt fremad rent stilistisk. Mindre kan også gøre det. Teksterne fejler i hvert fald ikke noget. Ikke mindst radiohittet “Worth It” glimrer med sin bittersøde kommentar til vore dages massefabrikerede dåsemusik. Marie Frank er uden tvivl kommet for at blive. Hvis hun så bare kunne slippe for sine lidt for glatte producere og komme til at lyde lidt mere skæv og kantet som sine erklærede forbilleder, Neil Young og Dylan, ville det for alvor rykke.

 


 

Pink Floyd: Echoes

At lave en opsamling af Pink Floyds store sangkatalog synes næsten på forhånd dømt til at mislykkes. Deres plader har altid i ekstrem grad hængt sammen som albums, hvor helheden var større end de enkelte dele, og hvor enhver sang havde sin præcise plads i den store vision. At pille de enkelte numre ud og sætte dem ind i ny sammenhæng virker derfor næsten som den rene helligbrøde. Det er da også muligt at inkarnerede Pink Floyd fans synes det, men for os andre, som måske ikke har tålmodighed til at sætte os ind i de ofte svært tilgængelige albums og bare vil mindes de største øjeblikke, er projektet lykkedes ganske glimrende. Alle de kendte numre er der, inklusive naturligvis de klassiske højdepunkter fra The Wall og de bedste af de majestætiske instrumentale passager fra Dark Side of the Moon m.m.

 


 

Aimee Mann: Bachelor No. 2

Endnu en af disse amerikanske kvindelige kunstnere, som bare kan det der med at skrue en sang sammen og levere den med følelse og skarpe kanter. Aimee Mann er hovedsagligt kendt for at stå bag det meste af soundtracket til filmen Magnolia, og der er da også fire overlap i de sange man finder på Magnolia og på denne, hendes seneste rigtige soloalbum, ligesom lyden i det hele tager har mange fællestræk. Den kan man næsten heller ikke få nok af. Det er ikke høj og larmende musik, men alligevel elektrisk og med mange nuancer, ligesom teksterne er et studie værd. Er man til Sheryl Crow, Alannis Morrisette og andre kvindelige singer/songwriters i den dur, vil man helt sikkert synes om Aimee Mann.


 

Cowboy Junkies: Trinity Sessions

Da den er af lidt ældre dato (1988) er dette desværre ikke en af de plader vi selv har i vores samling, men det skal ikke forhindre os i at anbefale den. Man kan nemlig altid bestille den via Bibliotek.dk. Trinity Sessions er måske den canadiske gruppe Cowboy Junkies fineste øjeblik. Den er indspillet på én nat med primitivt optageudstyr, men resultatet er alligevel overvældende. Samtlige sange er meget afdæmpede. I dette tilfælde er dette dog ikke ensbetydende med kedelig. I stedet bliver pladen nærmest hypnotisk i sin inderlighed og nærværelse, ikke mindst takket være sangerinden Margo Timmins sanselige vokal. Et af højdepunkterne er den smukke cover af klassikeren “Blue Moon”, som er flettet sammen med et af Cowboy Junkies egne numre. Det minder ikke om noget andet denne anmelder har hørt. Fortryllende er vist det rette ord.

 


 

P.J. Harvey: Stories from the city, stories from the sea

Den britiske furies seneste skud på stammen er dette gennemførte album fra sidste efterår. P. J. Harvey har gjort det til en vane at forny sig selv med hver udgivelse, og Stories… er da ingen undtagelse. Denne gang er lyden mere mainstream end hun har for vane, og det første nummer, “Big Exit”, kunne ligefrem være blevet et hit, hvis ellers hits var noget der interesserede damen. Trods den lidt mere polerede lyd, er det stadig væk P. J. Harvey for fuld udblæsning med markante guitarer og baslinjer, når hun da ikke lige slapper af med en stille og meget smuk duet med Radiohead forsangeren Thom Yorke. Dette album blev kåret til årets bedste af Gaffas læsere og med god grund. P. J. Harvey må efterhånden regnes som en af de mest betydningsfulde rockkunstnere i dag.


 

Frédéric Chopin: Klaverkoncerter nr. 1 og nr.2

Hør disse legendariske koncerter med den kun 12-årige Evgeny Kissin optaget live på Moskvas konservatoriumi 1984. Er denne vidunderlige kunnen tillært, nedarvet eller medbragt fra tidligere eksistens? Det forbliver et mysterium, men under Kissins hænder løftes Chopins musik ud af tid og rum.

 


 

Heather Nova: Wonderlust

Hvornår får denne vidunderlige sanger og sangskriver fra Bermuda den anerkendelse hun fortjener? Nu har hun i hvert fald gjort det igen: Udgivet et prægtigt album, som langt overgår det meste af tidens hitlistemusik. Denne gang i form af et live-album. De fleste af numrene har tidligere været udgivet på hendes studiealbums, først og fremmest Oyster og Siren, men med disse versioner lægger hun nye dimensioner til de smukke sange. Stilen går fra det blide og neddæmpede, bla. et par numre hvor arrangementet blot består af akustisk guitar og cello, til hård rock, hvor hele bandet får lov at strække ud. Bandet er i øvrigt halvt dansk med Berit Fridahl på guitar og Bastian Juhl på bas. Und jer selv at stifte bekendtskab med denne endnu relativt ukendte, men ikke desto mindre fabelagtige sanger og sangskriver. 

 


 

Benedetto Marcello:Requiem in the Venetian manner

Dette vidunderlige requiem fra omkring 1730 af Benedetto Marcello (1686-1739) blev opført første gang i nyere tid den 12.september 1996 i Venedig ved en festival for barokmusik. Nu har vi mulighed for at høre den på denne fremragende CD indpillet af Academia de li Musici og Athestis-koret under ledelse af Filippo Maria Bressan og med vidunderlige italienske sangsolister. Man føler sig virkelig hensat til en prægtig katedral i 1700-tallets Venedig.

 


 

Ramones: Anthology

En forrygende dobbelt-CD med alt det bedste fra verdens første punkrockband, The Ramones. Bandet blev dannet i 1974 og forsynede i de næste 20 år indtil opløsningen i 1996 verden med deres fræsende to-minutters energiudladninger, som har inspireret stort set alle punkbands sidenhen. Disse CD’er dokumenterer bandets udvikling fra næsten lidt ubehjælpsomme drenge til superprofesionelle musikere. Desuden får man et tykt hæfte med i købet, hvor man læse om bandets historie. Gider man ikke lytte sig igennem alle Ramones’ studieplader, er Anthology et fremragende alternativ.

 


 

Bruce Springsteen: Tracks

Bruce Springsteen har ryddet op i kælderen og udgivet noget af det, som blev til overs. Resultatet er fire cd’er, som hver for sig udgør et helt nyt album med stort set samme høje kvalitet som hans normale albums.


Primal Scream: Xtrmntr

Den britiske gruppe Primal Scream har eksisteret siden midten af firserne, men de er stadig toneangivende på den alternative scene. Ikke mindst i kraft af dette, deres nyeste album, som sætter en helt ny standard for støjrock.


Sheryl Crow and Friends: Live From Central Park

Som en lille pausefisk mellem to albums har Sheryl Crow udgivet en koncertoptagelse fra Central Park i 1999, hvor hun inviterede en række musikalske venner på scenen. Blandt disse er Eric Clapton, Keith Richards, Chrissy Hynde og Stevie Nicks. Men først og fremmest er det miss Crow selv med sine gamle og nye sange.